Mixed-VM 2020 er aflyst

Mixed-VM 2020 er aflyst

World Curling Federation har besluttet at aflyse World Mixed Curling Championships 2020.

Mesterskaberne skulle have været afholdt i Aberdeen, Skotland i oktober, men på grund af den fortsatte usikkerhed om corona-pandemiens udvikling, er forbundet nået frem til, at den bedste løsning er en aflysning.

Ved mesterskaberne i 2019 nåede Danmark til kvartfinalen, hvor de senere mestre fra Canada blev endestationen. Indtil kvartfinalen tabte det danske hold med Tobias Thune, Jasmin Leander, Henrik Holtermann og My Larsen kun en enkelt kamp – nemlig til de senere bronzevindere fra Norge.

På nuværende tidspunkt er det planen, at de øvrige turneringer og mesterskaber i WCF-regi bliver gennemført som planlagt, men forbundet understreger, at man holder konstant øje med udviklingen i såvel sundheds- som rejserestriktioner verden over, og at eventuelle ændringer i turneringsprogrammet vil blive besluttet i så god tid, det overhovedet er muligt.

Share