Forberedelserne til VM intensiveres

Forberedelserne til VM intensiveres

Det bliver Team Dupont, der repræsenterer Danmark ved VM for kvinder i Schweiz i marts. Hvem der kommer til at udgøre det danske herrehold ved VM i Canada i april er endnu ikke afgjort.

I marts og april skal Danmark forsøge at skabe nye, gode internationale resultater, når World Curling Federation afvikler VM for såvel herrer som damer. Udover den prestige, der altid er ved at deltage ved et verdensmesterskab, er dette års VM samtidig en vigtig mulighed for at kvalificere sig til OL i Beijing 2022.

Danmark ligger aktuelt nummer 10 på verdensranglisten for både herrer og damer. En 6. plads ved VM vil betyde, at Danmark er kvalificeret til OL, mens en lavere placering vil betyde, at der venter en OL-kvalifikation i december 2021.

– Først og fremmest er det vigtigt for os, at Danmark er med ved OL i 2022. Dernæst er det selvfølgelig afgørende, at vi har de bedst tænkelige forberedelsesmuligheder frem mod OL, og dem skaber vi ved at kvalificere os gennem VM. Det giver næsten et års forberedelse, mens tiden vil være meget begrænset, hvis kvalifikationen først kommer i hus i december, siger Henrik Christoffersen, formand for Dansk Curling Forbund.

Forberedelserne til VM har været vanskeliggjort af coronapandemien og de mange medfølgende restriktioner, og den danske VM-kvalifikation i december måtte afbrydes undervejs pga. coronasmitte. Siden har Dansk Curling Forbund og de deltagende hold været i tæt dialog om, hvordan kvalifikationen skulle afgøres, så de kvalificerede hold samtidig ville have god tid til at intensivere forberedelserne.

Erfaring og talent giver gode løfter

Hos kvinderne var det Team Dupont og Team Lander-Halse, der var tilmeldt kvalifikationsturneringen. Siden har Team Lander-Halse trukket sig, og det betyder, at Team Dupont er klar til at forsvare den danske stolthed ved VM i Schaffhausen i Schweiz fra 19.-28. marts.

– Det er et hold med stor international erfaring, og de ved, hvad det vil sige at stå til et så vigtigt mesterskab, som VM 2021 er. Det er rigtig lovende for dansk curling, at det unge og meget talentfulde Team Lander-Halse allerede er på et niveau, hvor de kan give Team Dupont kamp til stregen, så selvom de desværre har set sig nødsaget til at trække sig fra kvalifikationen i år, så er det et hold med et stort potentiale, som vi tror på, at vi kommer til at se ved mange fremtidige mesterskaber, siger Henrik Christoffersen, formand for Dansk Curling Forbund.

Team Dupont består af Madeleine Dupont, Denise Dupont, Julie Høgh og Lina Knudsen. Ved VM vil teamet være udvidet med en reserve, og det åbner mulighed for, at en af spillerne fra Team Lander-Halse kan blive udtaget til VM alligevel.

Herrerne tænker alternativt

VM for herrer finder sted i Calgary, Canada fra 2.-11. april, og her er det endnu ikke afgjort, hvem der kommer til at repræsentere Danmark. Team Krause og Team Thune havde tilmeldt sig kvalifikationsturneringen, og efter den afbrudte VM-kvalifikation i december, har forbundet og de tilmeldte spillere været i tæt dialog om, hvordan Danmark kan stille med det bedst tænkelige hold. Det har betydet, at de to hold, der deltog i kvalifikationsturneringen, begge har trukket sig.

I stedet har spillerne ønsket, at landstrænerne udtager det hold, som de mener udgør den bedste enhed for Danmark, fortæller Tobias Thune, der var skipper på det ene af holdene.

– Efter god dialog med forbundet har vi fundet frem til, at dette er den bedste måde at sikre, at Danmark stiller med det bedste hold til VM. Under de forudsætninger, de nuværende restriktioner medfører, har vi haft muligheden for at se hinanden i øjnene som landsholdskolleger i stedet for konkurrenter, for når alt kommer til alt, ønsker vi alle at dansk curling opnår de bedste resultater. Derfor har vi foreslået, at udtagelsen kommer til at foregå på denne måde, og vi har sammen med forbundet fundet frem til en række kriterier, der skal være med til at afgøre, hvordan landstrænerne sammensætter den endelige trup, siger Tobias Thune på vegne af spillerne.

Formand for Dansk Curling Forbund, Henrik Christoffersen, supplerer: 

– I grundlaget for DCuF’s elitecenter står det klart, at kvalifikationen afgøres mellem de hold, der ønsker at deltage. Landstræneren har med andre ord ikke beføjelser til at udtage enkeltspillere, men i dette tilfælde har de to deltagende hold begge valgt at trække sig. Samtidig har alle spillerne stillet sig til rådighed for et hold, som landstræneren kan udtage til VM 2021. Det er både et konstruktivt og stærkt signal fra spillerne om at de ønsker at Danmark skal have de bedst tænkelige muligheder for at opnå succes ved VM, siger Henrik Christoffersen og fortsætter:

– Vi har ikke mange curlingspillere i Danmark, og når spillernes fornemmelse har været, at dette har været den bedste mulighed for, at Danmark sender den stærkeste enhed afsted, så ser vi det som en løsning, hvor spillerne har taget et kæmpe ansvar og tænkt mere på fremtiden for dansk curling generelt, end de har tænkt på sig selv og deres egne teams.

Landstrænerteamet består af Kenneth Hertsdahl, der primært tager sig af herrelandsholdet og Madeleine Dupont, der er spillende landstræner hos kvinderne, men som også medvirker ved udtagelsen af herrernes endelige trup.

Bruttotruppen, som trænerteamet skal udtage fra, består af følgende otte:

Henrik Holtermann
Mikkel Krause
Mads Nørgaard
Daniel Poulsen
Tobias Rasmussen
Oliver Søe
Tobias Thune
Kasper Wiksten

Landstrænerne arbejder videre med spillerne i Elitecentret, og ud fra de kriterier, spillere og trænere er blevet enige om, udtages den endelige VM-trup, som offentliggøres af Dansk Curling Forbund så snart den ligger fast.

Share