Nervepirrende afslutning gav nederlag mod Tyskland

Nervepirrende afslutning gav nederlag mod Tyskland

I timerne omkring midnat spillede Danmark sin ottende kamp ved VM i Canada, og det blev desværre til endnu et nederlag. I en spændende og intens dyst mod Tyskland var alt åbent indtil sidste sten, efter en kamp, der havde taget nogle gevaldige kolbøtte-spring undervejs.

Danmark havde ændret lidt på line-up og sat Mads Nørgaard som etter og Kasper Wiksten som toer. Samtidig lykkedes det at spille sig til fordelen af sidste sten i første ende, så der var lagt op til en god indledning på kampen mod de sydlige naboer.

Efter en første ende, som vi valgte at spille blank, var der hele fire danske point i anden ende, og selvom Tyskland sikrede sig et enkelt point i tredje ende, var der gode fornemmelser i den danske lejr. Tyskerne fik dog vendt det hele på hovedet, da de stjal tre point i fjerde ende trods sidste danske sten, og Sixten Totzek og hans team formåede at stæle endnu et point i femte ende og bringe sig i front 5-4 inden pausen.

Den gode danske start var elimineret, men med sidste sten i sjette ende var der stadig lagt op til en spændende anden halvdel af kampen, og det blev underbygget, da Danmark tog to sten i sjette ende og bragte sig på 6-5. Syvende ende gav tysk udligning til 6-6, og igen i ottende ende fik tyskerne stjålet et enkelt point trods sidste danske sten.

En blank niende ende betød, at Nørgaard, Wiksten, Thune og Krause skulle ud og hente et enkelt point i tiende ende for at bringe kampen i ekstra-ender, og det blev en afslutning, hvor de enkelte sten vendte billedet op og ned. Tyskerne lå stærkt mod slutningen, og da Krause skulle sætte sidste sten var der brug for lidt af et mirakel, der skulle spilles ind på en af vores egne i siden af banen for at rulle ind mod midten af huset og skubbe en anelse til den tyske sten, der lå bedst. 

Første del af projektet lykkedes, men de sidste få centimeter manglede, da den danske sten lagde sig lige op ad den tyske i midten af huset – uden at skubbe den de nødvendige centimeter. Tyskland snuppede derfor et enkelt point i sidste ende – og dermed sejren, der blev på 8-6.

Med de øvrige resultater i tirsdagens kampe begynder der at tegne sig et billede af, at Norge, Canada, RCF, Skotland og Sverige tager fem af de seks slutspilspladser. Og det ligner, at USA, Schweiz og Italien skal kæmpe om sjettepladsen – og her ligger USA bedst til med en kamp i baghånden.

Danmark er placeret på en delt niendeplads og har stadig mulighederne for at indfri målet om en plads blandt de otte bedste, selvom det formentlig vil kræve en overraskelse eller to i de sidste fem kampe. Vi lever stadig fint op til vores placering som nr. 10 på verdensranglisten, og hvis det lykkes at vinde næste kamp over Japan, er vi blot en enkelt sejr fra at indhente Italien på ottendepladsen.

Herefter venter store opgaver mod Schweiz og USA, der begge er under gevaldigt pres for at spille sig i slutspillet, og så venter en afslutning mod en af de direkte Top 8-rivaler, Italien – og det russiske forbunds hold, der har overrasket med syv sejre i deres første ni kampe.

Kampen mod Japan spilles onsdag kl. 17 dansk tid og vises på Eurosport 2.

Share