VM-kvinderne får canadisk assistance

VM-kvinderne får canadisk assistance

Når det danske kvindelandshold fredag tager fat på VM-opgaverne i Canada, bliver det med canadisk assistance. Den tidligere topspiller Heather Rodgers vil under VM assistere det danske landshold med både taktisk og praktisk sparring.

Det danske landstrænerteam består normalt af Kenneth Hertsdahl og Madeleine Dupont. På grund af de mange corona-, rejse- og isolationsrestriktioner, har det ikke været muligt for Kenneth Hertsdahl at være tilstede under både herrernes og damernes VM, og da Madeleine Dupont er skipper på det danske hold, har det været vigtigt at tilknytte et par ekstra hænder og øjne, og dem har Dansk Curling Forbund fundet hos Heather Rodgers.

– Inden afrejse har vi kun kendt hende fra møder over Zoom, men vi har et vanvittigt godt indtryk af hende. Hun har både spillet på højt plan selv, og hun har en træneruddannelse fra Canada, så vi forventer, hun kan bidrage rigtig meget taktisk, men også at hun vil være et friskt pust, som kan tilføre endnu mere glæde og positivitet til holdet, siger Madeleine Dupont.

Det danske kvindelandshold er landet i Canada, hvor den lige nu står på først isolation og siden de sidste forberedelser på isen. VM begynder på fredag 30. april, og Danmark spiller første kamp kl. 22 på åbningsdagen mod Japan. Derefter følger kampe mod Kina, lørdag kl. 17 og mod Sverige lørdag kl. 22. 

Share