Det er langt fra hverdagskost at indkassere otte i en enkelt ende. Ikke desto mindre blev det punktum for nattens kamp mod Schweiz, som Danmark tabte med 13-4. Tallene lyder voldsomme men dækker over en kamp, hvor Danmark godt nok var bagud fra start, men hvor der var masser af muligheder, og hvor schweizerne kun førte med en enkelt inden 7. mareridts-ende.
Det så faktisk ret fornuftigt ud efter tre ender, hvor Schweiz havde udnyttet sidste-stenen i første ende til at tage to. Herefter tog Danmark en enkelt og udlignede ved at stjæle én i tredje ende. Schweiz svarede igen med to point i fjerde ende og stjal en enkelt mere inden pausen.
Nede med 5-2 skulle der point på bogen for danskerne, der kom godt ud efter pausen og gjorde det til 5-4, inden mareridtet så småt begyndte i 7. ende. Som enden udviklede sig kom Danmark under pres, og mens schweizerne hældte sten på sten i huset, var der slet ikke noget, der lykkedes for Danmark. Da alvoren for alvor lurede var der ingen vej udenom at satse hele butikken og prøve at kile sig ind blandt de schweiziske med vanskelige indlæg, for om enden sluttede med fem, seks, syv eller otte til schweizerne ville have afgjort kampen under alle omstændigheder.
Satsningerne gik ikke Danmarks vej, og i stedet kunne Schweiz notere sig for de sjældne otte point i samme ende og lukke kampen med et brag.
Heldigvis er curling jo sådan, at uanset størrelsen på et nederlag, så tæller det bare som et enkelt nederlag i tabellen. Derfor er det nok mere på det mentale, at nederlagets størrelse bliver tungt, selvom vi indtil da var godt med i kampen mod de schweiziske favoritter.
Nu gælder det om at få hovederne hævet, smilene tilbage på læberne og finde de positive ting fra kampens første seks ender. Der er en canadisk nattesøvn til at komme på benene igen, inden det mandag aften kl. 22 dansk tid gælder mødet med det russiske forbunds hold RCF, der indtil videre har vundet alle deres kampe.