Det blev en nervepirrende aften og nat for danske curlingfans, men det hele endte i en stærk sejr over USA, efter at Danmark stjal en enkelt i 10. og afgørende ende til en 7-6-sejr.
Mandagens (og tirsdagens) program åbnede for Danmark kl. 22 med et opgør mod RCF. Russerne var før kampen ubesejret, og den status holdt de fast i. De to hold fulgtes pænt ad i hele kampen, hvor russerne havde sidste sten i første ende. Det udnyttede de til at tage to point, mens Danmark svarede igen med samme antal i anden ende. Russerne blev holdt nede på et enkelt i tredje ende, mens Danmark atter tog to point i fjerde ende og dermed bragte sig foran 4-3. Det blev udlignet til 4-4 før pausen.
Danmark blankede sjette ende og mistede en enkelt i syvende, inden der igen blev udlignet efter ottende ende. 5-5 og russisk sidste sten i niende ende gjorde kampen helt åben, men russerne holdt fast i fordelen ved at blanke niende ende, og i tiende snuppede de to afgørende point til sejr på 7-5.
Efter et par timers hvile og med My Larsen på holdkortet i stedet for Lina Knudsen, gjaldt det kl. 03:00 mødet med USA, der har overrasket med flotte resultater hidtil. Det blev endnu en knivskarp duel, hvor amerikanerne havde sidste sten i første ende, som de blankede.
Danmark holdt amerikanerne nede på en enkelt sten i anden ende og svarede igen med tilsvarende i tredje til stillingen 1-1. Herefter sikrede USA sig to point i fjerde ende, og igen svarede Danmark igen med samme antal i femte ende, så stillingen var 3-3 ved pausen – med amerikansk fordel af sidste sten.
I sjette ende måtte amerikanerne igen nøjes med en enkelt, mens Danmark udnyttede fordelen af sidste sten i syvende ende til at score to og bringe sig foran 5-4. Amerikanerne svarede igen og kom i front med 5-6 efter ottende ende, og da Danmark måtte nøjes med en enkelt i niende ende, var stillingen 6-6 og med amerikansk fordel af sidste sten inden sidste ende.
10. ende blev så spændende og nervepirrende, som man kan forestille sig, men mod slutningen af enden tegnede der sig et billede, der pegede i den rigtige retning. Velplacerede danske sten i et hus, der var godt afskærmet, satte amerikanerne under pres, og mens Madeleine Dupont holdt hovedet koldt med sine to sidste sten, lykkedes det ikke amerikanerne at åbne huset. Dermed var 10. ende den første i kampen, hvor det ene hold stjal point fra det andet, og Danmark kunne skrive mesterskabernes anden sejr i bogen.
Sejren betyder, at Danmark nu er på niendepladsen med to sejre og fire nederlag. Det er værd at bemærke, at tre af de fire danske nederlag er faldet mod de tre hold, der lige nu ligger i top 3. Næste opgave er tirsdag aften 22:30 mod Tyskland, mens Korea venter i morgen onsdag kl. 17.
Pga COVID-19-udbrud blandt tv-medarbejderne ved VM i Calgary, er der p.t. ingen levende billeder fra VM. Der vil tidligst være tv- og stream fra mesterskaberne igen onsdag fra kl. 22.
Foto: WCF | Steve Seixeiro