DANMARK I SLUTSPILLET – OG KLAR TIL OL

DANMARK I SLUTSPILLET – OG KLAR TIL OL

Siden pigernes flotte sejr over Skotland har vi regnet og regnet på stillingen, og er hver gang nået frem til, at vi ikke kunne slutte dårligere end en sjetteplads. World Curling Federation ville ikke bekræfte, at det var 100% sikkert, men de har regnet videre og har nu bekræftet, at vi slutter som minimum nr. 6 i grundspillet ved VM.

Det betyder, at uanset resultatet af kampen mod Tjekkiet i nat kl. 03, er vi sikre på at komme i slutspillet ved kvindernes VM. Det betyder også, at dansk curling er sikret en billet til kvindernes konkurrencer ved vinter-OL i Beijing 2022.

Der har ikke været tvivl om, at vores kvinder er fremragende curlingspillere, men at de skulle opnå kvalifikation til slutspillet og til OL mod stærke modstandere med status af fuldtids- eller deltidsprofessionelle, var en drøm, man næsten ikke turde drømme til ende.

Begejstringen over OL-pladsen vil ingen ende tage. Men OL ligger ni måneder fremme i tiden. Om bare fem timer spiller vi næste VM-kamp, der afgør, hvilken plads, vi slutter på i grundspillet.

Slutspillet fungerer som følger:

  1. Direkte i semifinalen
  2. Direkte i semifinalen
  3. Spiller play-off mod nr. 6
  4. Spiller play-off mod nr. 5
  5. Spiller play-off mod nr. 4
  6. Spiller play-off mod nr. 3

Play-off-kampene spilles i morgen lørdag kl. 17. Semifinalerne er kl. 23 og 03:30. Søndag er der bronzekamp kl. 16:30 og finale kl. 21.

Slutspilskampene kan følges på Eurosports kanaler.

Foto: WCF | Steve Seixeiro

Share