Stærk dansk sejr over Rusland

Stærk dansk sejr over Rusland

Ved OL-kvalifikationen i Mixed Double sikrede Jasmin Lander og Henrik Holtermann mandag en vigtig og stærk dansk sejr. Modstanderen i turneringens tredje kamp var Rusland, der havde vundet deres første kampe.

Men Lander/Holtermann lagde pres på russerne fra start med tre sten i første ende. Det blev til en enkelt russisk i anden ende, inden Danmark igen snuppede to.

Foran 5-1 var der gode tegn på dansk sejr, og selvom russerne sneg sig tilbage i kampen med tre sten i fjerde ende, rystede det ikke det danske par, der atter lagde afstand med to sten i femte ende.

En enkelt russisk i sjette og fire flotte danske point i syvende ende sikrede en 11-5 sejr til Danmark, og det bringer Danmark i en god position inden de sidste tre kampe.

En førsteplads i Round Robin giver en kvalifikationsfinale, mens en anden- eller tredjeplads sikrer en semifinale.

Tirsdag kl. 09:00 møder Danmark ubesejrede Australien, inden Spanien venter tirsdag kl. 14. Sidste kamp i den indledende runde er onsdag kl. 19 mod Ungarn.

Stillingen før tirsdagens kampe:

  1. Australien, 2k, 2s
  2. Danmark, 3k, 2s
  3. Ungarn, 3k, 2s
  4. Rusland, 3k, 2s
  5. Tyskland, 3k, 1s
  6. Spanien, 2k, 0s
  7. Tyrkiet, 2k, 0s
Share