Ingen OL-billet i Mixed Double

Ingen OL-billet i Mixed Double

Selvom det blev helt tæt før sidste grundspilskamp, bliver slutspillet om OL-kvalifikation i Mixed Double uden dansk deltagelse. Jasmin Lander og Henrik Holtermann måtte se sig besejret af Ungarn i den sidste og afgørende kamp.

Med fire hold liggende helt tæt i tabellen gik Danmsrk ind til kampen med vished om, at en sejr ville sikre semifinale i OL-kvalen. Omvendt vidste Ungarn det samme, og med en ungarsk sten i første ende og en stjålen ungarsk i både anden og tredje, var der pres på den danske double.

Det lykkedes at skabe fornyet spænding med to danske i fjerde ende, men Ungarn svarede igen ved at tage tre i femte ende. Lander/Holtermann måtte nøjes med en enkelt i sjette ende, og da Ungarn udbyggede med to i syvende ende, skulle der mirakler til i sidste ende.

Miraklet udeblev desværre, og Lander/Holtermann måtte erkende nederlaget inden enden var færdigspillet.

Dermed sluttede grundspillet med en dansk femteplads – men blot en enkelt sejr fra andenpladsen. Australien gik ubesejret gennem gruppespillet, mens Rusland og Ungarn tog sig af semifinalebilletterne.

Lørdag går det løs med OL-kvalen for herrer, hvor Danmark åbner kl. 14 mod værterne Holland. De danske damer er allerede klar til OL efter det stærke VM-resultat tidligere på året.

Share