De danske damer er kommet fint fra start ved OL. De to første kampe er endt med en sejr over værtsnationen Kina og et nederlag til USA, der har været flyvende i turneringens begyndelse.
Danmarks første kamp var mod Kina, og det blev lidt af en gyser. Bedst som man troede, at Danmark var trukket fra kineserne, kom værtslandet igen – og så måtte det hele afgøres i tiende ende – heldigvis til Danmarks fordel. Efter fem ender var stillingen 3-3, og da Danmark kunne tage tre sten i syvende ende, så det godt ud for de danske damer. Kineserne blev holdt nede på en enkelt i ottende ende, men da de stjal to i niende ende, var det pludselig helt lige. Danmark sikrede en enkelt i tiende ende, og dermed kom Madeleine Dupont og hendes team på tavlen i første kamp.
Anden kamp blev næsten ligeså tæt. Nu var det USA, der var modstander, og igen var det 3-3 efter de første fem ender. USA kom på 4-3, Danmark svarede igen til 4-4. USA kom på 6-4 – og holdt derefter Danmark nede på en enkelt sten i niende ende. Dermed var USA foran med en enkelt – og havde tilmed sidste sten i sidste ende. Den slags misser rutinerede amerikanere ikke, og de trak sig dermed ud med en 7-5-sejr.
Danmark spiller mod Japan natten til lørdag. Efter de første dages konkurrencer har USA og Schweiz vist sig rigtig stærke med rene sejre, mens resten af holdene ligger helt tæt.
Stillingen:
1. Schweiz, 3k, 3s
1. USA, 3k, 3s
3. Canada, 2k, 1s
3. Danmark, 2k, 1s
3. Japan, 2k, 1s
3. Korea, 2k, 1s
3. Sverige, 2k, 1s
8. Storbritannien, 3k, 1s
9. Russiske OC, 2k. 0s
10. Kina, 3k, 0s
Danmarks næste kampe:
Lørdag 12.02. 02:00 Danmark – Japan
Lørdag 12.02. 13:00 Danmark – Schweiz
Søndag 13.02. 07:00 Danmark – Storbritannien