Team Rising Star vinder junior-DM

Team Rising Star vinder junior-DM

I weekenden d. 22.-23. januar blev der afholdt Junior drenge DM i Hvidovre med deltagelse af fire hold, der spillede en dobbelt Round Robin. Dermed blev det til hele syv kampe på bare tre dage for de unge talenter, så det krævede både god fysisk form og masser af koncentration at gå hele vejen.

Guldmedaljen gik til Team Rising Stars, med Jonathan Vilandt, Jacob Schmidt, Alexander Qvist og Kasper Bøge, der repræsenterer både GCC og HCC. De sikrede sig endnu en DM-guldmedalje efter at være gået ubesejret gennem turneringen.

Team Juniors United bestående af GCC’erne Frederik Rosenbom og Nikolaj Schluckebier og TCC’erne Oliver Rasmussen og Nikki Jensen kvalificerede sig til finalen med fire sejre i grundspillet, men måtte give guldet til Rising Stars. 

Både Frederik Rosenbom og Nikolaj Schluckebier har kun spillet i under et halvt år. Så at nå frem til at spille DM allerede i år, lover godt for de to spirende talenter fra Gentofte.

Bronzemedaljen gik til Team HCC/AACK.

4. pladsen gik til Team Isbil.

Sideløbende med juniorernes DM blev finalen i Par Mixed Kørestole afviklet med sejr til Team Kenneth Ørbæk (TCC) over Team Helle Christiansen (HCC).

Tak til Hvidovre for at arrangere en flot turnering.

Share