Tak til alle der kom og fejrede kvindelandsholdet i Hvidovre Curling Club, hvor venner og familie og spillere mødte op og var med til at hylde kvindelandsholdet efter triumfen i Sverige.
– Europamestre, det smager egentlig ret godt, hvis jeg skal sige det, indledte DCuFs formand Henrik Christoffersen sin tale med. Fra min position synes jeg, at det er rigtig rigtig flot! Det er 28 år siden, vi sidst havde curlingdamer, der kunne kalde sig europamestre.
….
– Selvom I nu kan ranke ryggen og stolt bryste jer af jeres nye titel, så stikker denne her sejr dybere. Den berører noget i os allesammen. Den gør os glade. Den gør os stolte, og så er den rigtig vigtig for dansk curling, fordi den sætter fokus på vores sport, indgyder håb og vigtighed, da den viser, at dansk elite-curling på ingen kan afskrives på den internationale scene.
I har netop bevist, hvad man kan opnå, når man er klar til at træne, træne, træne og så lige træne lidt mere, og melde fra til adskillige familiearrangementer og fester. I har sågar selv spædet til for at opnå jeres ambitioner i jeres sport. Det er dedikation og vilje målt direkte i kroner og ører, og det er jeg meget taknemmelig for afsluttede Henrik Christoffersen.
Skipper Madeleine Dupont troede slet ikke, at der ville komme nogen
– Det er meget overvældende det her. Jeg sagde til min bror, Oliver, at han ikke behøvede at komme, fordi der kom nok ingen mennesker, men her er jo fyldt helt op. Så mange tak til jer, vi suger det til os, sagde Madeleine Dupont:
– Hvis det her bare kan få en eneste spiller til at komme ned og træne mere, er det det hele værd!
Tak også til Jens Hornemann fra DIFs bestyrelse og Peter Fabrin, direktør i Teamdanmark, for at deltage. Og tak til formand for kultur og fritidsudvalget i Hvidovre Kommune, Kenneth Bak og menigt medlem af Kommunalbestyrelsen i Hvidovre Kommune, Lars Gundelack Jensen, der lovede at vende tilbage og prøve at spille curling. Vi glæder os til at se jer igen på isen.
Hvidovre Avis var også forbi, og du kan læse deres artikler i avisen:
Politikere jubler: Gulddamer gør byen stolt
Første guldmedaljer i 28 år
Iskolde damer brød 28 års titeltørke: – Det er vildt nemt at overraske