God inspiration på årets generalforsamling

God inspiration på årets generalforsamling

Årets generalforsamling blev afholdt i Idrættens Hus søndag d. 14. maj 2023. Det var en lille forsamling, der deltog, selvom alle medlemmer har mulighed for at komme og møde hinanden fysisk og være med til at bestemme bestyrelsens fremadrettede arbejde.

Her kan du læse en ganske kort opsummering af udvalgte punkter på generalforsamlingen.

Fremgang i medlemstal

Formand for bestyrelsen Henrik Christoffersen berettede om et godt år i curling med fremgang i medlemstal i flere af de klubber, der især har arbejdet med de sociale aspekter af klublivet og aktivt på rekruttering og fastholdelse.

Stigningen af medlemmer i curlingklubberne i 2022 har især været drevet af Aalborg Curling Klub, der fik en helt fantastisk fremgang i medlemmer fra en række Curling Kick offs. Udover at få flere medlemmer ind i klubben, har de i Aalborg lagt vægt på at tage godt imod de nye spillere og sørge for at invitere dem til klubbens ugentlige træninger og med til turneringer i andre curlingklubber.

Flotte resultater for kvindelandsholdet

På resultatsiden blev Kvindelandsholdets EM guldmedalje det absolutte toppunkt sammen med genoptagelsen af samarbejdet med Teamdanmark, som resultat af en udvikling af elitearbejdet, også i form af etablering af Elitecentret.

Inspiration til fremtiden

Næstformand Tobias Thune holdt et oplæg om forbunds- og kluborganisationer og økonomi set på tværs af specialforbund. Blandt andet om medlemskontingent til forbundet og økonomisk støtte fra DIF med ideer til, hvordan man kan udvikle sig for fremtiden.

Referat fra Generalforsamling 2023 følger snarest.

Share