Begynderhold fra Gentofte vinder 1. runde af Kick-off Cuppen

Begynderhold fra Gentofte vinder 1. runde af Kick-off Cuppen

Stemningen var i top lørdag i Vojens ved premieren på Kick-off Cuppen. Fire hold var tilmeldt den nye begynderturnering, hvor første af i alt tre runder i denne sæson blev spillet på isen hos Curling Club Odin i Vojens Skøjtehal d. 11. november.

Der blev spillet, hygget og spist frokost sammen i Vojens-klubben, og alle var begejstrede over at være med. Det er noget andet at spille mod andre begynderspillere, hvor man er møder mere lige modstandere, end at være med i de mere garvede turneringer som Jysk-Fynsk og Sjællands Cup eller klubturneringerne, som en af spillerne udtrykte det.

Spillerne deltog fra både Gentofte Curling Club, Aarhus Curling Klub og Aalborg Curling Klub og turneringen gav mulighed for at møde andre spiller på tværs af klubberne. Konceptet for turneringen er, at man spiller lidt kortere kampe af kun seks ender, men selvom det sociale og hygge er i fokus, bliver der kæmpet godt på isen.

Dagens vinderhold Team Last Minute Chargers var kørt fra Gentofte Curling Club om morgenen med Søren Tidmand som coach og chauffør og bestod af Helen Li, Sui King, Juian Skov Nørbjerg og Joaquin Villanueva Figueroa. Du kan læse mere om deres oplevelser på Gentofte Curling Clubs hjemmeside.

Tillykke til alle holdene og en stor tak til Thorbjørn Jackholm for at organisere cuppen!

Er du ny spiller, kan turneringen klart anbefales! Sæt kryds i kalenderen den 10. marts for næste spilledag. Kick-Off Cuppen er for spillere, der har spillet op til 2 år, eller er juniorspiller. og holdene er velkomne til at have en erfaren spiller med som coach.
Her kan du læse mere om Kick-off cuppen.

Share