Søskendeparret Katrine og Jacob Schmidt vandt torsdag sølvmedalje i mixed doubles ved vinter ungdoms OL i Gangwon, Korea, og dermed vandt Danmark hele to sølvmedaljer i curling sammen med mixed holdets sølvmedalje i holdturneringen. En helt enestående bedrift med kampe i begge finaler, der blev tabt knebent.
Afsted sammen med holdet med Jacob Schmidt, Katrine Schmidt, Nikki Jensen og Emilie Holtermann var elitecenterleder og træner Ulrik Schmidt og træner Julie Dall.
Elitecenterleder og træner Ulrik Schmidt siger:
– Det har været fantastisk at se, hvordan spillerne har høstet frugterne af deres hårde arbejde og hvordan de er vokset fra kamp til kamp. 18 kampe blev det til i de 2 discipliner Mixed Teams og Mixed Doubles. Det var ikke let at refokusere efter den første event, men det gjorde de. Ved fælles hjælp. En lille kuriøsitet: Danmark blev nr. 1 i draw shot statistikken – i begge events.
Tak til alle dem som har fulgt med, lykønsket og kommenteret. Det har betydet meget for holdet.
Der er noget at bygge på og det er fantastisk. Hvad der ikke er helt så fantastisk er, at vi er få juniorer i Danmark. Både sammenlignet med de store lande, men også de mindre nationer.
Skulle vi ikke bruge disse resultater til at gi’ den fuld gas med at rekruttere flere unge? De er dansk curlings fremtid!
Efter spændende 13 dage sluttede vinter ungdoms OL sluttede med en brag af en udmarch, hvor Katrine og Jacob Schmidt bar den danske fane.
Sølv
Det danske curlinghold (mixed team):
Emilie Holtermann, Hvidovre Curling Club/Gentofte Curling Club
Jacob Schmidt, Hvidovre Curling Club/ Gentofte Curling Club
Katrine Schmidt, Hvidovre Curling Club/ Gentofte Curling Club
Nikki A. Jensen, Tårnby Curling Club
Sølv
Det danske curlinghold (mixed doubles):
Jacob Schmidt, Hvidovre Curling Club/ Gentofte Curling Club
Katrine Schmidt, Hvidovre Curling Club/ Gentofte Curling Club
Alle resultater fra Vinter Ungdoms OL 2024 kan ses på Live Scores
Fotos: World Curling Federation og OIS.