Tillykke med de 50 år!

Tillykke med de 50 år!

Lørdag d. 26. oktober havde Curling Club Odin inviteret til en flot reception i forbindelse med årets Odin Cup for at fejre klubbens 50 års jubilæum. Fra DCuF’s bestyrelse deltog Michelle Schack og Mikkel Juul Larsen og kunne overrække gaven fra forbundet, der var et hus, en håndfuld sten af granit samt en række garder(e). 

Mikkel holdt tale på forbundets vegne:

Kære CC Odin.

I blev født i 1974 som en af de første curlingklubber i landet – og dermed en af de første klubber i Dansk Curling Forbund, stiftet 1970. Den allerførste danske klub blev etableret i Hvidovre i 1971. Ud over i Hvidovre blev der i den spæde begyndelse for curling i Danmark spillet i Gladsaxe Skøjtehal, Hørsholm Skøjtehal og i Østerbro Skøjtehal. Vest for Storebælt var I de første til at spille curling. Først året efter jeres stiftelse fik jeres naboer i Esbjerg deres klub, altså i 1975 – i øvrigt samme år som Gentofte CC blev startet. I Vestdanmark kom der også en klub i Aarhus, som blev nedlagt igen i 1988, og i Odense i 1981. Hvis man som jyde eller fynbo skulle undgå at rejse med færgen østpå over Storebælt, skulle man således tage til enten Vojens, Esbjerg eller Odense for at spille curling.

I slutningen af 1990’erne kom der flere muligheder til: Dels åbnede Storebæltsbroen (1997/1998), dels blev der i 1998 etableret en klub i Aalborg og en ny i Aarhus, så der nu var fem klubber i det vestlige Danmark. Siden er der kommet yderligere to til, nemlig i Frederikshavn i 2004 og i Silkeborg i 2007. 

Igennem jeres lange historie har I været en fast og vigtig del af dansk curling. Hold og spillere fra CC Odin var i mange år fast inventar ved diverse danske mesterskaber – både for juniorer og seniorer. Det er blevet til en hel del flotte medaljer. I har også fostret spillere, som efterfølgende har gjort sig flot bemærket i andre danske klubber.

Trofast hvert år inviterer I til Odin Cup. Trods nogle aflysninger i de seneste år, som har været udfordrende mht. medlemstallet i dansk curling, er vi i år nået til turnering nr. 41. Vi er 12 hold samlet, og det må vi tage som et tegn på, at turneringen lever i bedste velgående. Det er i hvert fald altid en fornøjelse at være med, og fra forbundets side takker vi for, at I på denne måde med et fast holdepunkt bidrager til aktiviteten, konkurrencen og ikke mindst fornøjelsen i denne del af Curlingdanmark.

I sæson 2015-2016 lykkedes det at få Jysk-Fynsk Mesterskab til at genopstå i en udgave med flere enkeltstående spilledage hos forskellige klubber hen over sæsonen. Turneringen kom til at træde i stedet for den hidtidige Regionscup/Undercup. I den første sæson blev turneringen afviklet over tre spilledage i henholdsvis Odense, Aarhus og Esbjerg, og siden sæson nummer to har I her i Vojens været med som værter ved en årlig spilledag i september. På hver spilledag afvikles der tre kamprunder med de deltagende hold, der i en hyggelig atmosfære kæmper om at blive kåret som dagsvinder og ultimativt om at erobre titlen som jysk-fynske mestre med tilhørende vandrepokal fra forbundet, som jo arrangerer turneringen. Den må siges at være en succes – der er bred tilslutning fra alle de syv deltageberettigede klubber; ofte 15-16 forskellige hold over en sæson. Tak fordi I bidrager til dette også.

Til sidst skal I have en lille gave fra forbundet. Man har valgt at bede den mindst kreative fra bestyrelsen – mig – om at stå for dette. Resultatet bliver derefter. Jeg måtte jo så forsøge at være opfindsom. Curling spilles med et hus; sten skal i huset; god idé at line en række garder op foran … 

Tillykke med de 50 år – CC Odin længe leve!

Se billeder fra 50 års jubilæumsreceptionen og Odin Cup 2024.

Gave fra Dansk Curling Forbund
Curling Club Odin fejrede 50 års jubilæum

Share