Både de danske herrer og damer afslutter i dag EM i Lillehammer i Norge. Med onsdagens resultater står det klart, at herrerne ikke kan nå slutspillet, mens damerne torsdag skal forsøge at sikre en plads blandt de otte bedste.
Onsdagen begyndte med spænding for herrerne, der i et meget tæt felt stadig havde muligheden for en plads blandt de fire semifinalister. Mødet med Tyskland var lidt af en nøglekamp for at holde tyskerne bag sig i tabellen, og det blev også et helt jævnbyrdigt opgør, hvor holdene fulgtes ad til ottende ende. Her var stillingen 6-6, men tyskerne havde fordel af sidste sten i niende ende, og det udnyttede de til at score to point. Dermed var kravet det samme til Danmark i tiende ende, men inden den var færdigspillet, stod det klart, at mulighederne var udtømt, og derfor sluttede kampen med 6-8 til Tyskland.
I onsdagens sene kamp mødte herrerne Schweiz, og efter en lige start, hvor Schweiz først tog en enkelt og Danmark derefter to, skruede Schweiz på knapperne og snuppede tre i tredje ende. Da de også stjal en enkelt i fjerde ende, var der efterhånden pres på Danmark, og det gav Schweiz muligheder for at lukke kampen allerede inden den var halvvejs. Med fem sten i femte ende, var Schweiz på 10-2, og det lykkedes dem tilmed at score to mere i sjette ende, inden Mikkel Krause og resten af tropperne ønskede dem tillykke med sejren.
Inden dagens afsluttende kamp mod Holland har Danmark stadig en femteplads indenfor rækkevidde, men kun de fire bedste går i slutspillet.
Damerne mødte Estland i deres enlige onsdagskamp, og det blev en kamp, hvor Danmark stille og roligt trak fra deres modstander. Fra 1-0 over 3-1 og 5-3 og 7-4-føringer, var det med dansk styring på kampen. I ottende ende lykkedes dog Estland at bringe spændingen tilbage med en reducering til 7-6, og så skulle der arbejdes for at afslutte tingene for Team Dupont. Niende ende blev fornuftigt blanket, så der var dansk sidste-sten i tiende ende, og her blev det til en enkelt dansk sten, der sikrede en 8-6-sejr.
Torsdag morgen møder Danmark naboerne fra Sverige, der allerede er sikret en semifinaleplads. Skulle det lykkes Team Dupont at overraske, kan Danmark nå en syvendeplads, når alt gøres op i sidste ende.