EYOF var en positiv oplevelse med god forælderopbakning, fortæller elitecenterleder Ulrik Schmidt, der var afsted til Italien med holdet til EYOF 2023 – European Youth Olympic Festival, der er en multisportsbegivenhed som OL. Der deltager 2.000 atleter fra 48 europæiske lande og afholdes hvert 4. år. 2023 er vinterversionen, som bliver afholdt i Norditalien på flere forskellige lokationer.
Det danske EYOF-hold er et mixed hold bestående af Jacob Schmidt, Emilie Holtermann, Nikki Jensen og Caroline Rasmussen + træner Ulrik Schmidt.
“EYOF var på mange måder en god oplevelse for os alle. Selvfølgelig resultatet, men også på et andet vigtigt punkt: God forælderopbakning og -involvering. Lyder det selvfølgeligt?
Det er det desværre på ingen måde, heller ikke i curlingsporten. Og derfor skal det hyldes.
Forældrene har deltaget aktivt hele perioden inden og efter udtagelse og tilbudt sig med diverse hjælp. De var med i Italien som tilskuere og støttede holdet i alle kampe. Entusiastisk og positivt. Ingen indblanding i de sportslige forhold og fuld respekt om holdets behov under konkurrencen. Fantastisk support til mig som træner og alt sammen har bidraget til en fantastisk grundlag for at spillerne har fået en god oplevelse og kunne præstere optimalt.
Tak. Et eksempel til inspiration”, siger Ulrik Schmidt.
Forældreopbakning er vigtig for barnets motivation og livet i idrætsforeningerne. Du kan få tips til, hvordan du er den bedste idrætsforælder her.
Se billeder fra det danske EYOF curlingholds deltagelse i Italien i 2023.