Juniorhold vinder bronze ved NJCT MD Championship 2023

Juniorhold vinder bronze ved NJCT MD Championship 2023

Det blev en spændende weekend for junior mixed doubles holdene, der var afsted til Nordic junior Curling Tour Mixed Doubles Championship, som blev afholdt i Sundbybergs Curling Klubb i Sverige.

Karoline Jensen og Alexander Qvist samt Katrine og Jacob Schmidt var udtaget til at deltage, og tog afsted sammen med juniorlandstræner Lars Vilandt på trænerbænken. Juniorspillerne spiller til daglig i Gentofte, Hvidovre og Tårnby.

Efter de indledende runder, spillede Katrine Schmidt og Jacob Schmidt sig flot i slutspillet. Yderst imponerende, da de var det yngste af mixed doubles-holdene i turneringen. De har henholdsvis 5 og 7 år tilbage som juniorer, så det lover rigtig godt for fremtiden!

Dog måtte de se sig slået af det svenske hold i et meget tæt semifinalen, men kom virkelig flot tilbage i bronzekampen mod Norge, som de vinder. Vi ønsker et stort tillykke til Katrine og Jacob med den flotte indsats.

I alt deltog 16 junior mixed doubles par fra ni lande i NJCT MD Championship, der er et uofficielt VM med deltagelse af mange rigtig gode hold. I år deltog hold fra Danmark, Sverige, Norge, Skotland, Tjekkiet, Canada, Tyskland, Østrig og Schweiz i Sundbyberg CurlingKlubb d. 19.-23. april 2023.

Det sociale, fællesskaber og muligheden for at knytte venskaber på tværs af lande er noget, Nordic Junior CurlingTour vægter højt, da fællesskabet om curling også inspirerer til at fortsætte i sin sport. De gode oplevelser under mesterskabet i Sverige er med til at forberede juniorspillerne på de større internationale mesterskaber.

Under mesterskabet blev der også tid til at spille spil, quizze sammen og sightseeing-tur sammen i Stockholm.

Nordic Junior Curling Tour afholder også flere andre turneringer i løbet af året.

Share