DCuF skruer ned for live-streaming af børn og unge

DCuF skruer ned for live-streaming af børn og unge

Live-streaming af idrætsaktiviteter er en populær måde at følge med i idrætten og formidle øjeblikke fra sin sport og fællesskaber i idrætsforeningen til andre. Men for børn og unge er der kommet mere fokus på også at skabe et frirum, når man dyrker idræt. Det er vigtigt at kunne udfolde sig i trygge rammer og i nuet, hvor man er fysisk sammen.

Derfor har live-streaming af børn og unges kampe henover vinter og forår været til debat hos mange idrætsforbund.

Digitale medier er en stor del af mange børns og unges hverdagsliv og er et sted for både gode venskaber og fællesskaber. Men samtidig er det også et sted, hvor meningsudvekslinger, bemærkninger og billeder kan flyde frit og måske helt uden, at det enkelte barn eller den unge selv ønsker det.

Ifølge Børns Vilkår har hver fjerde elev i 5. klasse og hver anden i 8. Klasse haft uønskede oplevelser online inden for et halvt år, og organisationen anbefaler, at børn får digital beskyttelse også online. Børn oplever desuden …” at det er deres eget ansvar at håndtere digital mobning og skærme sig fra uønskede oplevelser online”, skriver Børns Vilkår.

Dansk Curling Forbund vil gerne gøre, hvad vi kan for, at vores juniorer i curlingklubberne føler sig trygge, når de dyrker deres idræt og vi som voksne tager ansvar for at skabe de gode rammer.

Streaming anbefaling fra Dansk Curling Forbund

Dansk Curling Forbund har nu fastlagt sin politik på området, og der vil således i fremtiden ikke blive streamet fra aktiviteter for juniorer, det vil sige aktiviteter for børn og unge under 21 år.

Forbundet har samtidig besluttet at tillade streaming af alle øvrige Danmarksmesterskaber, men samtidig i videst mulig udstrækning at tage højde for hvis nogle hold ikke måtte ønske, at deres kamp(e) bliver streamet.

Semi- og Finalekampe vil dog altid blive live-streamet.

I forbindelse med forbundets stillingtagen, sendes der samtidig en kraftig opfordring til alle klubber tilknyttet Dansk Curling Forbund om at adoptere forbundets nye regler for live-streaming.

Ligeledes opfordres spillere, såvel som forældre og øvrige til ikke at opsætte egen mobiltelefon i baneenden og streame til egen Facebook-side, Instagram eller lignende – både af hensyn til mindreårige, men også af hensyn til GDPR og øvrige persondatahensyn

Bestyrelsesformand i Dansk Curling Forbund Henrik Christoffersen siger:

Mange børn og unge oplever i dag, at være del af en perfekthedskultur, som gør dem bange for at fejle. Af fejl lærer man dog, og derfor er det vigtigt at give et frirum i sporten, hvor man kan være sig selv, træne og blive bedre uden at hele Danmark kan sidde og følge minutiøst med i hvor god man er. Vi ønsker, at det skal være trygt og rart, at spille curling.

Vi har ikke haft nogle uheldige sager omkring livestreamingen, men jeg synes det er vigtigt at lytte til eksperter i børn og unges trivsel og så komme eventuelle problemer i forkøbet.

Nogen vil sikkert synes, at det er ærgerligt at de ikke kan følge med i juniorernes Danmarksmesterskaber hjemme fra sofaen, og det kan jeg da godt forstå. Jeg vil dog i stedet opfordre til at kigge forbi hallen og vise sin støtte til spillerne. Klappende forældre er væsentligt mere anerkendende for de unge spillere end et tilfældigt seerantal.

Læs mere om debatten og anbefalinger til live-streaming på:

https://www.dr.dk/sporten/oevrig/efter-kritik-af-livestreaming-af-boerneidraet-reagerer-dif-boern-har-ret-til-vaere

Share