Pressemeddelelse – Damelandsholdet får mere tid til curling

Pressemeddelelse – Damelandsholdet får mere tid til curling

Kæmpe gennembrud for dansk curling!

Frem til og med OL 2026 vil damelandsholdet gå ned i arbejdstid for at kunne træne og spille mere i jagten på en bedre placering end sidste OL-deltagelse.

Internationalt bliver konkurrencen til stadighed stærkere, og mange lande har ordninger, hvor spillerne enten dyrker deres sport på fuld tid eller i det mindste med mindre tid til arbejde.  For at kunne få enderne til at mødes i bestræbelserne på at nå til tops.  

Danmark er oppe imod spillere, som træner dagligt på is og i styrkelokalet og har rigtig mange rejsedage om året i forbindelse med turneringer.

Nu træder de bedste danske curlingspillere et skridt tættere på konkurrenternes vilkår og øger deres træningstid markant.

Målet er at være på is 6 dage om ugen og deltage i flere og bedre turneringer og gerne Grand Slam turneringer.  Et af initiativerne er to halve fridage om ugen, hvor der trænes om morgenen; først på is og senere i styrkelokalet med Team Danmarks fysiske træner.

Gennem en donation fra Kirkbi fonden på samlet set 480.000 kr – administreret af Team Danmark og DIF – er det blevet muligt at nå tættere på konkurrenterne. Det kræver en stor indsats af spillerne, men også trænere, klubber m.fl. for at kunne lade sig gøre.  Herudover kræver det penge til den øgede turnerings deltagelse, som nu er næste fokuspunkt.

Skipper Madeleine Dupont udtaler:  

“Drømmen om at være fuldtidsatleter er kommet et skridt nærmere.Vi er på holdet utroligt taknemmelige for den mulighed, vi har fået, hvor vi kan træne i løbet af dagtimerne og rejse til flere turneringer end hidtil. Det er et privilegium, som vi ikke tager let på, og vi har tænkt os at knokle for at gøre os fortjent til.”

Sportschef Ulrik Schmidt udtaler:

“Det er på mange punkter et kæmpe gennembrud i samarbejdet mellem DCUF, Team Danmark og DIF, at vi er nået hertil.  Det har været et ønske gennem rigtig mange år, at spillerne kan købes fri til at bruge mere tid på deres sport. Det er nu lykkedes, og det bliver en spændende tid, vi går ind i, hvor vi nu får mulighed for at øge vores konkurrenceniveau og komme endnu tættere på de sjoveste placeringer.”

Det næste vinter-OL afholdes i Cortina d’Ampezzo i februar 2026, og damelandsholdet har mulighed for at kvalificere sig ved VM i Korea i marts 2025. Glipper denne mulighed, afholdes en kvalifikationskonkurrence for de sidste 2 pladser i december 2025.

Her vil det også være muligt for herrelandsholdet og mixed-doubles landsholdet at kvalificere sig til OL.

Kontaktinformation, Dansk Curling Forbund:

Sportschef, Ulrik Schmidt:   us@curling.dk – tlf.: 40 86 26 64
Formand, Henrik Christoffersen:  henrik@curling.dk – tlf.:  31 20 04 97

Denne pressemeddelelse kan hentes i PDF her.

Share