Kampplanen for herre-VM er klar

Kampplanen for herre-VM er klar

Det internationale curlingforbund har offentliggjort kampplanen for VM i Canada, der begynder 2. april og slutter 11. april. Danmark er blandt den 14 mandskaber, der skal kæmpe om medaljer, OL-kvalifikation, ranglistepoint og gode placeringer.

De 14 hold møder alle hinanden i grundspillet, hvorefter de seks bedste kvalificerer sig til slutspillet. De samme seks hold vil være direkte kvalificeret til OL i Beijing i februar 2022.

De to bedste hold i grundspillet er klar til semifinalen, mens nr. 3 møder nr. 6 om den tredje semifinaleplads, og den sidste plads findes i en playoff-kamp mellem nummer 4 og 5.

VM åbnes for Danmarks vedkommende med en vigtig kamp mod Norge 2. april kl. 16, inden to af forhåndsfavoritterne (Skotland og Canada) venter i anden og tredje kamp. Blandt de øvrige kandidater til VM-titlen er Sverige, som vi møder 6. april kl. 02:00 og Schweiz, som Danmark får fornøjelsen af 8. april kl. 02:00.

Kampprogrammet for de danske herrer er som følger – der er tale om dansk tid (og med forbehold for eventuelle overraskelser ifm. skifte til sommertid i både Danmark og Canada). Grundspillet slutter 9. april kl. 21, hvor Danmark møder det hold, der repræsenterer det russiske curlingforbund. Russerne må ikke stille op under landets navn og flag pga. den generelle udelukkelse af Rusland fra store internationale sportsbegivenheder. Derfor skal holdet kaldes RCF.

02.04. 16:00 Norge – Danmark
03.04. 02:00 Danmark – Skotland
03.04. 16:00 Canada – Danmark
04.04. 02:00 Holland – Danmark
04.04. 21:00 Danmark – Korea
05.04. 16:00 Danmark – Kina
06.04. 02:00 Danmark – Sverige
06.04. 21:00 Tyskland – Danmark
07.04. 16:00 Japan – Danmark
08.04. 02:00 Danmark – Schweiz
08.04. 21:00 USA – Danmark
09.04. 16:00 Danmark – Italien
09.04. 21:00 Danmark – RCF (Rusland)

Program for VM-slutspillet:

10.04. 02:00 Playoff-kamp 1
10.04. 16:00 Playoff-kamp 2
10.04. 21:00 Semifinale 1
11.04. 02:00 Semifinale 2
11.04. 17:00 Bronzekamp
11.04. 23:00 Finale

Så snart vi kender til muligheder for at følge verdensmesterskaberne på tv eller stream, skal vi naturligvis nok råbe højt.

Share