Selvom det ikke bliver til en direkte OL-plads for det danske herrelandshold efter VM i Canada, er der stadig mulighed for dansk deltagelse i Beijing 2022. Nu kræver det imidlertid, at Danmark indløser billet ved OL-kvalifikationen, der afholdes i slutningen i året.
Her vil de lande, der endnu ikke er kvalificeret til OL dyste om de sidste billetter til De Olympiske Lege, der har deltagelse af de seks bedste fra VM, OL-værterne fra Kina samt de 3-4 hold, der kvalificerer sig gennem OL-kvalen.
De samme forhold gør sig gældende for det danske damelandshold. Damernes chance for at spille sig direkte til OL begynder 30. april i Calgary, hvor Danmark åbner VM mod Japan. Ligesom ved herrernes VM er det de seks bedste nationer, der kvalificerer sig direkte til OL, mens de øvrige lande skal kæmpe om de sidste 3-4 billetter ved OL-kvalen sidste på året.
Resultaterne ved VM har i øvrigt ikke – for hverken herrer eller damer – indflydelse på Danmarks deltagelse ved kommende verdensmesterskaber. Her er det nemlig de syv bedste nationer fra det seneste EM, der deltager. I år har været en undtagelse, da EM sidste år blev aflyst pga. corona.
EM 2021 spilles i november i Lillehammer i Norge.