My Larsen suger oplevelsen til sig

My Larsen suger oplevelsen til sig

De danske landsholdskvinder har endelig taget plads på spillerhotellet efter godt en uges isolation i Calgary. Så nu kan forberedelserne for alvor intensiveres, inden VM begynder i aften kl. 22.

For My Larsen er det første gang, at hun er med på den fineste internationale scene.

– Jeg spiller normalt etter på Team Lander-Halse og er med på holdet her til VM som reserve. Det er en rolle, jeg ser frem til udfylde, hvor jeg kan give al den støtte og opbakning, jeg kan, fra bænken. Samtidig kan jeg også påtage mig nogle af de mere praktiske opgaver og dermed lette de andre, så de kan have fuld fokus på kampene.

Hun er i gang med sin første sæson efter juniortiden, men har allerede flere internationale erfaringer i bagagen.

– Jeg har deltaget ved Junior VM, Mixed VM, EM og nu også VM. Her er det først og fremmest stort at få lov at være med. Både fordi det er mit første VM, og fordi det er her i Canada, hvor curling er på et helt andet niveau, end hvad vi er vant til hjemme i Danmark. Samtidig er det bare fantastisk endelig at kunne spille et mesterskab igen, for det har været en hård sæson for alle med meget få eller ingen turneringer og kampe. 

Vejen til VM har været lang. Sportsligt var Danmark godt nok kvalificeret i kraft af den fastlåste verdensrangliste, men mentalt har optakten været speciel og er kulmineret med en lille uges isolation i Canada.

– Dagene er blevet brugt på forskellige former for træning, afslapning, gåture, holdmøder og holdaktivitet på zoom og mental forberedelse til turneringen.  Nu er vi endelig inde i den “rigtige” boble, hvor vi må lidt mere, og turneringen snart starter, så det er der vores fulde fokus ligger nu, siger hun og fortsætter:

– Vi skal ud og give alt, hvad vi har i hver eneste kamp og levere en præstation, vi selv kan stå inde for. Jeg håber samtidig, at vi får spillet nogle gode og tætte kampe, og viser hvem vi er som hold, siger My Larsen, der er et af de unge islæt på et dansk hold, der er et mix af erfaring og talent.

– Jeg tror helt klart kun det er en fordel. Vi kommer med hver vores baggrund, tilgang og bidrag, og det tror jeg til sammen kan blive rigtig rigtig godt. Det bliver en blanding af stor erfaring, nogle lidt nyere spillere, kæmpe curlingglæde og passion for sporten. Alle hold har haft en uvant sæson og forberedelse til dette VM, så alt kan ske. De hold, som allerede har spillet i hallen, og som er vant til “boblelivet”, kan have en lille fordel, men det er en ny situation for alle, så alt kan ske, mener My Larsen og slutter:

– Det vigtigste for mig er, at jeg ved, at jeg selv har gjort mit bedste og bidraget med det, jeg kan. Og at vi som hold har ydet vores bedste og kan se hinanden i øjnene. 

Share