Endnu en dansk sejr i Canada

Endnu en dansk sejr i Canada

Det er intet mindre end imponerende, det de danske damer har gang i ved VM i Calgary, Canada. Natten til torsdag blev det til endnu en sejr – denne gang over Italien, der kæmpede stædigt og godt, men som i sidste ende måtte give fortabt.

Danmark lagde pres på fra start med to point i første ende, ligesom det lykkedes at stjæle et enkelt i anden. Herefter stod der Italien på tredje ende, som de vandt med to, inden vi måtte nøjes med en enkelt i fjerde ende. Føringen på 4-2 virkede stabil, men italienerne kæmpede sig tilbage med en flot femte ende, som de vandt med tre.

Så var vi bagud med en enkelt ved pausen, men dog med fordel af sidste sten i sjette ende. Det udnyttede pigerne til at tage to point mere, og i både 7., 8. og 9. ende stjal vi et enkelt point fra italienerne og bragte os langsomt men sikkert på sejrskurs.

Den danske 9-5-føring inden 10. ende lagde pres på italienerne, og mens de danske piger spillede en solid og sikker afslutning, måtte italienerne give fortabt, inden enden var spillet færdig. Og sejren blev dermed på 9-5.

Nu venter yderligere fire kampe for Danmark. To af forhåndsfavoritterne og stormagterne, Skotland og Canada, venter os – og både Tjekkiet og Estland har spillet godt og har helt sikkert mod på at slutte VM så godt af som muligt.

Så der er al mulig grund til at holde fokus, nyde de gode øjeblikke – og hente alle de point, vi kan.

(Foto: WCF, Steve Seixeiro)

Share