– Vi skal holde fokus og nyde øjeblikkene

– Vi skal holde fokus og nyde øjeblikkene

De danske kvinder har leveret imponerende resultater ved VM i Calgary. Det skyldes først og fremmest en imponerende evne til at holde fokus, og det vil Madeleine Dupont og resten af holdet fortsætte med. Også selvom slutspil og OL pludselig er blevet en realistisk mulighed.

– OL er enhver atlets drøm. Men hvis man drømmer, er man ikke vågen, og vi står ved et VM, hvor vi virkelig skal være vågne, hvis vi skal fortsætte med at præstere godt, siger Madeleine Dupont og fortsætter:

– Vi skal fortsat tage én kamp af gangen, være tilstede i nu’et og nyde hvert eneste øjeblik på isen. Vi har fire kampe tilbage, som alle bliver rigtig vanskelige. Canada og Skotland er blandt stormagterne i curling og har helt andre forudsætninger for at konkurrere på det her niveau, end vi har i Danmark. Og både Tjekkiet og Estland har vist godt spil, er ved at føle sig tilrette i det fine VM-selskab og vil helt sikkert gå ud for at skabe nogle gode resultater i deres sidste kampe, siger Madeleine Dupont om de sidste fire kampe i grundspillet.

– Så vi drømmer ikke. Vi er vågne, og vi ved, at vi skal holde fokus på hver eneste kamp, hver eneste ende og hver eneste sten. Nyde at være her, nyde øjeblikkene og give alt, hvad vi har i os. Så gør vi regnskabet op, når vi har spillet den sidste kamp, slutter hun.

Share